Print denne side

14. maj 2020

Sydtrafik er klar med ændrede retningslinjer

Transport- og boligministeriet har torsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor de ændrer nogle af anbefalingerne til trafikselskaber og rejsende i den kollektive trafik.

 

Den vigtigste ændring er det ændrede afstandskrav, men de sundhedsfaglige anbefalinger til den kollektive trafik går også udover dette krav. I pressemeddelelsen skriver ministeriet: 
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man holder fysisk afstand på 1 meter og især undgår at være tæt, hvis man er ansigt-til-ansigt. Der kan være en række situationer, hvor det – også over længere tidsrum – ikke er muligt at sikre mindst 1 meters afstand mellem personer. Det kan f.eks. være siddende transport over længere afstande i bus, tog eller fly, hvor sædeindretningen ikke muliggør at 1 meters afstand overholdes. I sådanne situationer anbefaler Sundhedsstyrelsen, at passagererne sidder med ansigtet i samme retning, og uden ansigt-til-ansigt kontakt under 1 meter.

 

Det betyder en ændring i den kapacitet busserne i Sydtrafiks område kan køre med. Hvor det tidligere har været 50% af bussens samlede kapacitet, kan man nu medtage passagerer til alle siddepladser i bussen, samt 50% af ståpladserne. Det vil sige en stigning til ca. 70% af bussens maksimale antal passagerer. 

 

Det endelige antal passagerer vil variere alt efter bussens størrelse og indretning, og passagererne skal som altid rette sig efter buschaufførens henvisninger. 
I tilfælde af at bussen har sæder, der vender mod hinanden, vil det blive udmålt, om der er mindre end 1 meter mellem passagererne. Afstanden skal efter myndighedernes anvisninger måles fra næsetip til næsetip – i dette tilfælde midten af sæderne. Hvis afstanden ikke kan holdes, må kun den ene række benyttes. 

 

”Der er stadig god plads i busserne derude, men med de ældste elevers tilbagekomst, så var vi nogle steder bekymrede for at løbe tør for kapacitet,” fortæller Lars Berg, administrerende direktør for Sydtrafik. 
”Derfor er vi glade for og trygge ved at øge kapaciteten, da vi samtidigt bibeholder fokus på ekstra rengøring inde i busserne.”

 

Sydtrafik opfordrer sammen med de andre trafikselskaber passagererne til at have deres egen håndsprit med i den kollektive trafik – og gerne spritte hænder umiddelbart inden indstigning samt efter afstigning. 
Anbefalingerne om at undgå at bruge den kollektive trafik i myldretiden, hvis man har mulighed for det, gælder stadig – lige som at man ved sygdom eller mistanke om smitte fortsat ikke må benytte bus og tog. 

 

De nye retningslinjer træder i kraft fra mandag d. 18. maj. 

 

Tilbage
Produceret af Sydtrafik