Print denne side

12. marts 2020

Sydtrafik: Busser og flextrafik kører fortsat

Statsministerens nyeste tiltag i kampen for at begrænse og forsinke smitten med Corona/Covid-19 får i første omgang ikke indflydelse på den kollektive trafik i det Syd- og Sønderjyske. 

 

”Vi fortsætter busdriften på de samme vilkår som blev meldt ud i starten af ugen,” fortæller Lars Berg, der er administrerende direktør for Sydtrafik. ”Indtil vi ved mere, er der normal drift på alle ruterne inklusive skoleruterne.”

 

Da man endnu ikke kender omfanget af kommunernes nødpasningsordninger på skoler og i daginstitutioner, kan Sydtrafik ikke lukke kørslen til disse ned. Men man fortsætter selvfølgelig med at begrænse antallet af passagerer pr bus, samt med alle de andre tiltag, der blev foretaget på statsministerens opfordring tirsdag.  

 

Tomt på kontoret

 

Samtidigt er Sydtrafik en offentlig arbejdsplads, og derfor er administrationen fra i dag reduceret til et nødberedskab.

 

”Vi har sendt alle medarbejde med undtagelse af nogle få hjem for at arbejde hjemmefra. Vi opretholder et beredskab på vores servicetelefon og kortcenter, og vi holder også telefonerne åbne til betjening af Flextrafik,” fortæller Jette Lauridsen, der er afdelingschef for Kunde og Marked. ”Serviceniveauet vil dog ikke være på samme høje niveau som under normale omstændigheder.”

 

Har du spørgsmål til den kollektive trafik, så kan du ringe til Sydtrafik på 70 10 44 10.

Tilbage
Produceret af Sydtrafik