Print denne side

24. maj 2018

Flere unge i bussen

Elever fra Vejen Business College hjælper Sydtrafik

 

Sydtrafik henvendte sig i efteråret til Vejen Business College (VBC) med henblik på at etablere et eventuelt samarbejde. Det er der kommet rigtig interessant viden ud af.

 

Sydtrafik vil gerne blive klogere på både kunder og potentielle kunder. Og eleverne i faget afsætning på VBC ved en masse om, hvordan man laver kundeundersøgelser.
”Hvorfor ikke kombinere ønsket om viden, med ønsket om at anvende teori i praksis?”, spørger afdelingschef Jette Lauridsen fra Sydtrafik, om idéen til projektet. Den idé var de helt med på hos VBC.

 

I sidste uge var det så sandhedens time, da eleverne fra VBC mødte op hos Sydtrafik for at delagtiggøre trafikselskabet i de resultater, som en undersøgelse blandt i alt 348 elever havde kastet af sig. Undersøgelsen er foregået både på Vejen Business College og Vejen Gymnasium, hvor de unge afsætningsfolk har talt med elever i alderen fra 15 til 25 år.
Et af de mange overraskende resultater er, at de unges kendskab til Ungdomskortet er relativt lille. Det til trods for, at Ungdomskortet netop er de studerendes mulighed for at rejse billigt med bussen. Paradoksalt nok viste undersøgelsen nemlig også, at mange unge finder priserne i den kollektive trafik for høje.

 

”Overordnet har undersøgelsen kortlagt et potentiale både for at få flere kunder, men også for at opnå en højere tilfredshed med prisen blandt de unge kunder”, fortæller kundechef Jette Lauridsen, der var én af initiativtagerne til samarbejdet mellem trafikselskabet og VBC. ”Det er bestemt ikke sidste gang, vi laver et projekt med Vejen Business College”, slutter hun.

 

Også på VBC glæder man sig over samarbejdet: ”Det har været et rigtig spændende projekt, hvor eleverne har haft rig mulighed for at afprøve teoretisk viden i praksis. Det gør vi gerne igen, udtaler Bente Tærsbøl, Lektor ved Vejen Business College.

 

Sydtrafik er allerede gået i gang med at fundere over, hvordan resultaterne fra undersøgelsen kan bringes i spil, og hvordan et videre samarbejde mellem trafikselskabet og VBC kan udbygges.

 

 

Tilbage
Produceret af Sydtrafik