Print denne side

2. oktober 2019

Digitale stoppesteder i hele Sønderjylland

117 digitale informationstavler er dukket op ved de Syd- og Sønderjyske stoppesteder siden efteråret 2018. De er købt af Sydtrafik og Region Syddanmark, og de er nu nomineret til en pris ved Passagerpulsen. 

 

De digitale informationstavler taler via Rejseplanen sammen med bussernes GPS-systemer, og de kan derfor fortælle ventende passagerer nøjagtigt, hvornår den næste bus ankommer til stoppestedet. ”Det giver bedre oplevelse for passagererne, at de hele tiden ved hvor længe man skal vente,” fortæller Jette Lauridsen, afdelingschef for Kunde og Marked i Sydtrafik. Hun fortsætter: ”Mange af skærmene giver os derudover mulighed for at udsende trafikinfo, der gælder specifikt for det stoppested.”


 

Passagerpulsens initiativpris
Forbrugerrådet Tænks afdeling for kollektiv trafik – Passagerpulsen – uddeler hvert år priser til de trafikselskaber, som gør noget ekstra for deres kunder. Sydtrafik er nomineret med to forskellige tiltag, udover informationstavlerne er det korrespondancesikring, der sikrer, at kunden kan komme videre over i næste bus selv ved forsinkelser. Prisen bliver afgjort ved en afstemning på Passagerpulsens Facebookside, der løber ind til torsdag. 

 

Billigere end beregnet
Det er Region Syddanmark sammen med Sydtrafik, der har betalt for selve skærmene, mens kommunerne selv skulle afholde udgifterne til opsætningen. Nogle kommuner som fx Esbjerg og Vejle har valgt selv at købe ekstra tavler ind på samme indkøbsaftale, så antallet af digitale stoppesteder er noget højere end de oprindelige 117. 
125 er i drift fra starten af oktober måned, og der er tavler i alle kommuner i Sydtrafiks område. Nogle tavler er ganske små og viser kun de næste busser, der ankommer. Andre er større og viser alle kommende forbindelser samt informationer fra Sydtrafik. 

 

Tavlerne blev billigere end først beregnet, og derfor kunne nogle kommuner også vælge ekstra tilpasning af deres informationstavler. I Tønder, Fredericia og Vejle kommuner er der derfor kommet solceller på tavlerne, så de kan drives af solens stråler og ikke behøver el-opkobling. Det letter omkostningerne til opsætningen og driften. 

 

Projektet med at opstille tavlerne har været i gang i omkring et år, og nogle steder har de allerede indviet de nye digitale stoppesteder, mens de andre steder først lige har fået informationstavlerne tilkoblet. ” Nu kan vi fejre at de alle er oppe at køre,” siger Jette Lauridsen. ”Tilbagemeldingerne fra de byer, som har haft tavlerne kørende i et halvt års tid, er så positive, og der er efterspørgsel på endnu flere digitale stoppestedstavler.” 

 

Tilbage
Produceret af Sydtrafik