Print denne side

26. marts 2020

Bybusserne i Vejle tilpasses COVID-19-tiltag

Som følge af regeringens COVID-19-tiltag, der opfordrer borgere til at begrænse brugen af kollektiv trafik, er antallet af passagerer i bybusserne nu så lavt, at kommunen har valgt, at unødig bybuskørsel udgår. 

Samtidig skal det sikres, at samfundsvigtigt personale stadig kan benytte bussen. Bybuskørslen reduceres fra mandag 30. marts derfor til et niveau, der svarer til kørslen i sommerferien. Ændringen varer i første omgang frem til 13. april. 

”Vi kan se, at borgerne har taget myndighedernes anbefalinger - om ikke at bruge den offentlige trafik i myldretiden - til sig i en sådan grad, at mange helt undgår at bruge den. Derfor kører mange busser tomme rundt i disse dage, og set ud fra det perspektiv, giver det mening at reducere i kørslen,” Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg i Vejle. 

En reduktion af kørslen giver også mening i forhold til miljøbelastningen af kørslen med de tomme eller næsten tomme busser. Samtidigt gør det køreplanen mere robust og mindre følsom overfor eventuelle sygemeldinger blandt buschaufførerne. 

”Vi har borgere, der har henvendt sig med undren over, hvorfor vi stadig har så mange afgange hver dag, når der ingen passagerer er. Svaret er, at den kollektive transport spiller en vigtig rolle i at holde de kritiske samfundsfunktioner i gang, og det skal den blive ved med,” siger Lars Berg, der er administrerende direktør for Sydtrafik.  

Fakta:
Det er ikke alle bybuslinjer, der har en særskilt sommerkøreplan. Linje 11 kører derfor fortsat med normal drift, mens de resterende linjer: 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10,12 og 16 får reduceret antallet af afgange. 

Du kan holde dig opdateret på den rejse på Rejseplanen fra 28. marts og på www.sydtrafik.dk/køreplan 

 

Tilbage
Produceret af Sydtrafik